Alene igen

En lille sang om at være alene og ensom. Selvom sangen er meget simpel, er den blevet til på grund af en stor politisk utilfredshed, fra min side af. Det kan måske være svært at tyde ud af teksten. Der er mange ensomme i danmark. Den tendens er om noget, et samfunds og politisk problem. Men der er forskellige former for ensomhed. Det, at være alene, er også noget vi mennesker har brug for, fra tid til anden. Men bliver det kronisk, er det ikke godt. Vi er sociale væsener og har brug for fællesskaber. Der er flere tendenser i samfundet, der efter min mening gør os fjerne fra hinanden og fra fællesskabet. Større ulighed og egoisme frem for fællesskab. Selv politikkerne snyder samfundet for midler. Vi har et ansvar for hinanden. Vi skal stole på hinanden, ikke snyde hinanden, men bidrage til at gøre det samfund, vi lever i et bedre sted. Og det gør vi ved at løfte i flok. At der bliver flere ensomme mennesker, kan godt tænkes, at være et symptom på, at noget er galt. Det er jeg personligt ikke et sekund i tvivl om, at det er. Alt for meget stress og jag. Arbejde frem for familie. Osv. Men jeg håber I kan lide sangen. Den kan bruges på mange plan. For hvem har ikke stået en dag og følt sig trist og alene?